To lokale kunstnere står bag udstillingen "Malerier & vildskaber" i Pilegården

landskaber_og_vildskaberMaleri: Bent Aksel Kofoed & Allan Meinhardt

De to lokale kunstnere Allan Meinhardt & Bent Aksel Kofoed står bag udstillingen ”Malerier & vildskaber”, som kan ses i Kulturhuset Pilegården fra maj og frem mod sommeren. Der er fernisering og koncert med Allan Meinhardt Trio onsdag d. 6. maj. kl. 16-18.30

Begge arbejder figurativt med maleriet, men med hver deres særlige greb om stil og motiv, når de udstiller landskaber og vildskaber i Pilegården. Landskabsmaleriet bliver især udforsket af Bent Aksel Kofoed, som typisk finder sine motiver på Bornholm. Siden 2009 har han fast fulgt Ginny Pages kurser i realisme og de ”gamle” maleteknikker.

”Vildskaberne” finder man i Allan Meinhardts oliemalerier, hvor naturen og kulturen støder sammen og vilde dyr ofte sniger sig ind på billedfladen. Motivvalget i øvrigt: Alt hvad der kan få små børn til at smile. Allan Meinhardt bor i Husum, hvor han tegner, fotograferer, maler, tænker dybe tanker og spiller musik.

Der er fernisering onsdag den 6. maj. kl. 16-18.30, hvor man også kan høre Allan Meinhardt udfolde sig som musiker med sin trio, der spiller swing.