Ups Husum - dyrt nederlag på Østerbro ..
Træner Martin Krøger skal både være effektiv træner og psykolog før de sidste tre kampe ..
FODBOLD: Nerverne har ikke fået det meget bedre efter Husums udekamp torsdag aften på Østerbro mod hjemmeholdet. Det resulterede i et nederlag på 2-1, og dermed rykkede Østerbro-mandskabet op foran Husum, som nu er helt nede på femtepladsen i Serie 1. Nuvel – afstanden er ikke kæmpe stor, men problemet er de mange klubber, som reelt har en chance for at sikre sig en oprykningsplads.
Stillingen i øverste halvdel ser således ud:
Nr. 1 CSC 22 kampe 44 point + 24 mål
Nr. 2 Rødovre 23 kampe 43 point + 13 mål
Nr. 3 Sundby 23 kampe 43 point + 12 mål
Nr. 4 Østerbro 23 kampe 41 point + 20 mål
Nr. 5 Husum 23 kampe 40 point + 17 mål
Nr. 6 Føroyar 23 kampe 39 point + 19 mål
Som man ser, er det et meget tæt felt, hvor alle kan nå det forjættede land. Målscoren kan godt blive afgørende i sidste ende, så Husum må se at få gang i målmaskinen igen.
Husums sidste kampe i sæsonen er:
Lørdag den 7. juni kl. 13.00: Tårnby FF – Husum
Fredag den 13. juni kl. 18.15: Husum – KFB
Lørdag den 21. juni kl. 15.00: Hellas – Husum
Tre kampe tilbage – alle mod klubber der ligger under Husum ! Det ser ikke umuligt ud, og mon ikke Martin Krøger får banket ind i sine spillere, at alle resterende kampe skal vindes – og helst sikkert ! Lykkes det ikke at rykke op efter et par gode sæsoner, er det næsten for bittert.