Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (17): Barndommens eldorado
Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 75 år siden, og at tiden efter ikke er med.
“Elmely” hed det idylliske sted, som ses på denne illustration. I årene næsten op til sidste krig lå det på hjørnet af Frederikssundsvej og Borups Alle. Det havde oprindelig været et mindre husmandsbrug og blev senere revet ned og i stedet kom en moderne ejendom, (nederste foto). De gamle træer, der bredte deres kroner over “Elmely” står endnu ved gavlen af den nye ejendom.
17. afsnit: Barndommens eldorado
For Brønshøj har de store grønne områder i distriktet været af umådelig betydning ikke mindst for børnene. Trods de mange nye store bebyggelser er det lykkedes at bevare disse åndehuller, og her kan børnene tumle sig. Det gælder Degnemosen, Bellahøjmarken, Brønshøjparken og Utterslev Mose. De store mosearealer blev fredet af kommunen i 1938. Her er med tiden indrettet en enestående naturpark, der egentlig først lå rigtig færdig hen mod slutningen af sidste krig. Selve naturparken dækker over et areal på 200 ha eller to millioner kvadratmeter. Der er indrettet legepladser, fodboldbaner, vidtstrakte plæner og mosedamme. Gennem det hele slynger sig veje, cykle- og gangstier. Så stor er naturparkens udstrækning, at det i reservatet er muligt for mere end 120 forskellige fuglearter at trives i fred i den, selvom storbyen ligger i relativ kort afstand derfra.
Skønhedsmæssigt har også de friske grønne arealer ved Bellahøj haft deres særlige betydning, selvom der nu ikke er så store åbne områder tilbage. Ejendommen har dog en gang haft så store jordtilliggender, at den nærmest var en herregård. Oprindelig var det gården på disse områder, der hed Husumgård, den gård, som for århundreder siden havde været i slægten Ulfeldts eje, og hvor Elenora Christine en tid boede efter fangenskabet i Blåtårn. Gårdens bygninger lå dengang ved Hyrdevangen i nærheden af det sted, hvor Efterslægtsselskabets skole nu ligger. Først i forrige århundrede byggedes det nuværende Bellahøj, der nærmest blev en lystgård. Den tilhørte i mange år slægten Lütken, men overtoges senere af Københavns Kommune.
Endnu inden forrige krig strakte markerne fra Bellahøj sigf vidt til alle sider. En af de endnu forholdsvis unge, der har oplevet den vækst, der har fundet sted i og omkring Brønshøjkvarteret gennem de sidste 35-40 år, fortæller i nogle optegnelser blandt andet dette om sine erindringer fra drengetiden: – Jeg mindes Brønshøj i tiden før forrige krig som en usædvanlig idyllisk plet, hvortil Københavnerne sommeren igennem valfartede for at føle sig i kontakt med det tabte paradis, den landlige idyl. I min barndom var Bellahøj et sandt eldorado for os drenge, men vi havde endnu et tilholdssted – mosen. Over begge dele var der noget dragende og noget eventyrligt. Terrænet ved Bellahøj var så frit og landligt, som man kunne ønske sig det. Til flere sider var der marker næsten så langt, øjet rakte – helt over til engdraget med de tre åløb nedenfor Fuglebakken og fra Borups Alle helt over til Godthåbsvej. Harerne sprang over markerne, satte sig, trykkede, og sprang igen. og fuglelivet var rigt og broget. Bellahøj var et af målene for os både sommer og vinter. Om vinteren kørte vi i slæde nedad bakken fra Bellahøj mod det efterhånden opvoksende Grøndalsvænge. Og i det tidlige forår hang lærken højt oppe i den blå luft og meldte, at lyset var vendt tilbage. Ja det var ikke blot en enkelt lærke. Den ene steg ved siden af den anden. Der kom også træk af svaner – store flokke fra mosen med kurs ind over hovedstaden, hvis tårne set fra bakkedraget altid lå som silhuetter ude i det fjerne.
Som drenge gik vi grundigt til værks. Vi afsøgte ofte hele det store område, som havde vi været indianere. Vi undersøgte træerne på bakkens top og glædede os over den blomstrende hvidtjørn, der aldrig noget sted har duftet så skønt som i min barndoms paradis på Bellahøj.
En stor del af året gik det ikke uden videre at gå over markerne til Bellahøj. Men når først kornet var høstet, var der intet, der kunne holde os tilbage – og de afhøstede marker havde en ganske særlig tiltrækning på os. De var et dejligt terræn til drager. her var ingen huse eller elektriske ledninger, så her kunne en drage stige til en fantastisk højde. De trak voldsomt, og hændte det, at vi skar os på den skarpe murersnor, var der ikke langt til hæfteplaster. Brønshøj Apotek lå ensomt og majestætisk på den anden side af Frederikssundsvej – som en forpost midt i det øde terræn.