- Alle skal kunne dyrke idræt i Tingbjerg
Som en del af aftalen om fordelingen af København Kommunes overskud fra 2025 er det aftalt, at 392 nye parkeringspladser skal etableres ved Tingbjerg Idrætspark for at sikre bedre adgang for brugere og besøgende i takt med opførelsen af en ny multihal.
– Det er helt afgørende, at vi ikke glemmer parkeringen som en vej til at sikre lige adgang til idræt for alle, siger gruppeforperson Morten Melchiors fra Det Konservative Folkeparti.
– Med etableringen af 392 nye parkeringspladser i Tingbjerg Idrætspark fjerner vi en barriere, som alt for længe er blevet overset. Det giver ikke mening at investere i nye faciliteter, hvis man samtidig gør det svært at komme derhen. Vi prioriterer, at alle københavnere reelt kan få adgang til idrætten – ikke kun dem, der bor lige i nærheden, siger Morten Melchiors.
– Samtidig kigger vi på trafikafviklingen i Tingbjerg Idrætspark, så den afvikles under hensyntagen til de bløde trafikanter. Ruten fastholdes som eneste tilkørselsvej, og det skal undersøges, hvordan denne tilkørsel kan rumme de flere biler, der vil komme i fremtiden. Vejprofilet mellem Ruten og parkering skal dimensioneres så trafikken til og fra Tingbjerg Multihal og Tingbjerg Idrætspark kan afvikles på en sikker måde. Det gælder også for adgangen for handicappede, samt cyklister og gående til multihallen og den samlede idrætspark, hvor også stisystemet skal forberedes, slutter Morten Melchiors.
EF
