Cirkus Arena er traditionen tro klar til sæsonstart på Bellahøj

Cirkus Arena fortsætter den nye eventyrlige stil, der forener børn og voksne i cirkusmagien med kombinationen af musik, eventyr og verdensklasseartisteri. Forestillingen havde landspremiere den 28. marts på Bellahøj    

I år er det rapper og art director Clemens Telling, der står bag Arenas eventyrlige fortælling om pauseklovnen, der rejser ud i verden for at finde en ny kunstart, da ingen længere har brug for pauser i deres travle hverdag. Clemens står også for forestillingens nyskrevne musik og medvirker som årets konferencier i skikkelse af Arenas logoklovn, der vækkes til live i manegen for første gang nogensinde. Han deler konferencierrollen med Cirkus Arenas egen kronprins Patrick Berdino, og sammen giver de publikum en rejse til fjerne lande med magiske artister og dyr i ’KLOVNEN OG KRONPRINSEN – JAGTEN PÅ DEN TABTE TÅRE’.

Oplev cirkusmagien med familien Forestillingens sammenbindende eventyr handler om Cirkuskronprinsen Patricks søgen efter den forsvundne pauseklovn, spillet af Clemens. Klovnen er nemlig i besiddelse af noget meget magisk, der kan redde Kronprinsens cirkusmaskine, som uheldigvis er gået i stykker. Rejsen bliver lang og farefuld for dem begge, og undervejs møder de både balancerende astronauter fra det ydre rum, hoppende hotdogs og en trapezkunstner der kan vende hele verden på hovedet.

Forestillingen samler det bedste fra flere verdener Med Clemens’ talent for ordspil og musik og Patricks talent for artisteri bliver forestillingen et knudepunkt, der indeholder alt det bedste fra teater- og performanceverdenen.

Clemens ser frem til sin første cirkusturné og fortæller: – ”Efter at have været på landevejen som turnerende musiker i mere end 25 år, haft et hav af roller i tv og været forfatter bag en god portion performanceteater og familieforestillinger, føles det som et naturligt skridt at gå hele vejen i cirkus. Denne gang både som vært, forfatter og instruktør. Min medvært, Patrick Berdino, er min perfekte modvægt. Jeg er god med ord, men tung i røven; Patrick er meget fysisk, endsige akrobatisk og atletisk, i sin scenekunst. Han er født og vokset op i Arena, så han kan hjælpe mig med, hvilke af mine drømme der er realistiske at føre ud i livet. Det er min intention at blande det, jeg kan fra musikbranchen og teaterverdenen ind i cirkusforestillingen. Så vi både får musiske hits der får store og små til at ryste rumpetten, en god historie og blændende numre fra årets imponerende artister, som vi har castet i hele verden”.

Eventyret fortsætter i 2018 Cirkus Arenas nytænkte cirkusforestilling blev særlig godt modtaget af publikum og anmeldere sidste år, og vi ser frem til at fortsætte succesen med endnu et cirkuseventyr.

Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler: – “Sidste år havde vi en meget vellykket forestilling med kombinationen af cirkus, musik og eventyr. For at imødekomme efterspørgslen fra vores mange glade publikummer har vi valgt at forlænge vores magiske cirkusunivers med endnu et eventyr. Clemens har mange bolde i luften, men jeg ved helt bestemt, at de alle sammen bliver grebet igen! Sådan er det nemlig i cirkus. Vi glæder os til at komme i gang med forestillingerne i København, og vi har samlet en række verdensklasseartister specielt til formålet. To af artistnumrene har netop vundet juryens specialpriser ved den internationale Cirkusfestival i Monte-Carlo”.

Fakta om Cirkus Arena

– Cirkus Arena er Nordens Største Cirkus og blev grundlagt i 1955 af Arne Victor Berdino Olsen.

– Cirkus Arena besøger hvert år 110 byer.

– Læs mere på www.arena.dk

Spilleperiode på Bellahøj: 23. marts til 15.april