Gratis optræden i Brønshøj Vandtårn søndag den 1. november

Med udstillingen Gelé Royal er Brønshøj Vandtårns rå betonbyggeri i disse dage forvandlet fra en tørlagt vandbeholder til en bikube. Til udstillingen hører også en optræden søndag den 1. november kl. 15.

Inde i vandtårnet bruges det frugtbare forhold mellem honningbierne og blomsterne som et oplæg for en række værker. Udstillingens titel Gelé Royal er hentet fra navnet på den føde som bidronningernes og deres larvers indtager.

Gelé Royal er dermed den tredje i udstillingsrækken i 2020, der sammenkobler det i dag fredede, udtjente vandtårn med natur og biodiversitet. Kunstneren bag den aktuelle udstilling er Barbara Amalie Skovmand Thomsen, som også snart er aktuel med en performance på SMK.

I sin performance spiller Barbara Amalie Skovmand Thomsen et klangkraftfuldt strengeinstrument bygget til Brønshøj Vandtårn. Hun bliver også akkompagnement af kvindelige korsangere, som inddrager den op til 40 sekunder lange efterklang i vandtårnet. Korværket er komponeret af Toke Brorson Odin, og strengeinstrumentet er blevet til under vejledning af komponist og instrumentbygger Lars Kynde.

Der er fri entré til performancen, men man skal have en gratis billet, som fås på vandtaarn.kk.dk. Udstillingen kan ses Lør. 10. oktober – søn. 29. november 2020, tor-søn 13-17 med fri entré.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening, Rådet for Visuel Kunst, Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Slots- og Kulturstyrelsen.