Bande som også hærgede i Brønshøj har fået sin dom

De huserede også i Brønshøj, men det viste sig, de havde langt mere på CV’et end man skulle tro. Først tirsdag har tre af mændene fra banden fået dommen, og når man har læst den, kan man med god samvittighed diskutere, om den er for mild. Danske retsinstanser er jo nærmest verdensmestre i at give betingede domme.

Glostrup Ret idømte tirsdag tre mænd på 32, 18 og 16 år for hver deres rolle i ikke mindre end 50 tyverier og tre røverier fra supermarkeder og tankstationer på Sjælland. Den 32-årige skal i fængsel i et år og fire måneder. Den 18-årige blev idømt ni månders fængsel, mens den yngste blev idømt syv måneders betinget fængsel.

En stor efterforskning med gennemgang af en lang række sjællandske butikstyverier førte til dom mod tre mænd for hver deres rolle i et større sagskompleks med 50 tyverier og seks røverier fra supermarkeder og tankstationer i de fire politikredse, som dækker København, Nordsjælland, Midt- og Vestsjælland og Københavns Vestegn.

Tyverierne blev begået fra maj til december 2017 mod supermarkeder og tankstationer i Søborg, Bagsværd, Albertslund, Brønshøj, Vanløse, Skovlunde, Roskilde, Herlev, Rødovre, Jyllinge, Stenløse, Gentofte, Brøndby, København, Hvidovre, Ishøj, Lyngby, Holbæk, Ballerup, Hellerup, Valby, Vig, Allerød, Veksø og Værløse.

Tyverier blev til røverier
Flere gange blev butikspersonale truet af tyvene, da de skred ind over for de åbenlyse tyverier:

– I de sager, hvor gerningsmændene truede personalet, har vi rejst en mere alvorlig tiltale efter straffeloven – nemlig for røveri – og det har Glostrup Ret også straffet dem for, siger senioranklager Danni Richter Larsen.

Den 18-årige dømte, som er serbisk statsborger, blev betinget udvist af Danmark.

De tiltalte modtog dommen.