Indlæg: Fremtrædende Lokaludvalgsmedlemmer efter nyt hærværk: "Giv os Brønshøj Torv tilbage"

INDLÆG: 2700-netavisen kunne fornyligt berette, at Brønshøj Torv desværre endnu engang er blevet udsat for hærværk. Denne gang var det de tre tårne, der står som minde om Københavns (og Brønshøjs) svenske belejring i år 1658, der er blevet sprayet til med graffiti. 

     Næstformand i Lokaludvalget

Jarl Feyling

      Formand for kulturudvalget 

Kirsten Vibeke Møller

     Formand for børn og unge   

Christoffer Rosenkrands

Dette seneste eksempel på hærværk er næsten symbolsk, da man som lokal borger nærmest kunne få indtryk af, at Brønshøj Torv er under belejring. Således er der desværre flere eksempler på grove drengestreger, og flere ulovlige aktiviteter, der virker til at have sit udgangspunkt ved Brønshøj Torv. Det er en ganske ærgerlig udvikling som vi må se at få stoppet.

Brønshøj Torv bruges ikke optimalt for tiden, det er snarere blevet reduceret til et sted, man blot passerer for at komme på bibliotek, til læge, fysioterapeut og måske tandlæge og så ellers til at stå på og af bussen. Måske er der små børn, der leger på den lille legeplads bag ved pladsen i weekenden, men om eftermiddagen og aftenen er torvet dødt, når ikke spejderne er der.
I stedet for kulturelt liv bruges Torvet i stedet af unge hashhandlende og øvrige ballademagere, der skader vores fælles rum.

Spejderne har lånt Rytterskolen i en periode, men de er på vej væk om senest et år. Kun én dag om året – Kulturdagen – er pladsen fyldt med børn og unge og deres familier, der sammen fornøjer sig med en masse aktivitetstilbud. Derudover har vi Juletræstænding, Fastelavn, loppemarkederne om sommeren og det er så næsten alt, hvad der sker.

Hvis vi kunne bruge vores torv mere aktivt, ville det gavne vores kulturliv, samtidig med at vi ville få fjernet den kriminalitet, der desværre finder sted på torvet nu. Et middel kunne være at flytte kulturhuset Pilegården over til Brønshøj Torv, tæt på Rytterskolen og Biblioteket. For at opnå dette, skal de kommunale kvadratmeter anvendes meget bedre, end de gør i dag. Det kan ske, hvis Københavns borgerrepræsentation gennemfører et ”mageskifte” således, at Brønshøj Gamle Skole flyttes fra skoleområdet til kulturområdet, samt at Pilegården flyttes fra kulturområdet til skoleområdet.
I morgen torsdag den 19. december skal Københavns kultur- og fritidsudvalg tage stilling til et notat, som beskriver, hvad et sådant mageskifte vil indebære.

Idéen er at bytte om på anvendelsen af de kommunale kvadratmeter, så alle bygningerne på og omkring Brønshøj Torv anvendes til Kultur og Fritids aktiviteter, hvilket vil gøre hele torvet og omgivelserne til et lokalt kulturelt center med bl.a. nye fritidstilbud ikke mindst til børn og unge. På Pilegården vil det endvidere være muligt for skoletandlægerne at flytte ind på 1. sal og samles i et fagligt tandlægefællesskab med specialtandlægerne dér.

Vi lokale borgere har nu muligheden for at råbe vores lokale borgerrepræsentationsmedlemmer op om forslaget. Vi håber, at mange vil tage del i den proces. Så kan vi omdanne Brønshøj Torv til et helt nyt trygt, levende og inspirerende sted for Brønshøjs borgere.