Lokaludvalget afslog pure en ansøgning om et mindre juletræ på Husum Torv

Her er en lille historie fra dagligdagen i Husum, hvor et initiativ til at få et juletræ tilbage på Husum Torv blev fejet til siden af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

I marts måned søgte Husum Juletræskomité ved Johnnie Jørgensen, Husum Special Optik og Klaus Juhl, Husum Glarmester Lokaludvalget om et beløb, som kunne dække et mindre juletræ på Husum Torv.

  De to lokale “nisser” – Johnnie Jørgensen og Klaus Juhl

Årsagen til ansøgningen var den enkle, at  mange lokale gennem det seneste par år havde opfordret de to i komiteen til at få et juletræ på det gamle torv, hvor det rettelig hører hjemme, hvis man skal følge bydelens traditioner gennem efterhånden mange årtier. Derfor satte man sig for at sende en ansøgning til Lokaludvalget, ydmygt på den måde, at det ikke behøvede at være et lige så stort et som det, man placerer på hjørnet af Husumvej og Frederikssundsvej. Men dog et juletræ for at gøre en masse lokale beboere glade.

Denne ansøgning fik man et kortfattet svar på et par måneder senere. (Man har vel travlt i Lokaludvalget) ! Og svaret blev et klart nej. Man ydede allerede tilskud til at andet træ i bydelen, så det var udelukket. – Det var naturligvis et forsøg værd, fortæller Johnnie Jørgensen, Husum Special Optik, som er den ene halvdel af juletræs foreningen. – På grundlag af de mange forespørgsler måtte vi prøve hos Lokaludvalget, men altså uden resultat. Man holder på, at træets placering de seneste år er den rigtige, til trods for at mange af bydelens beboere er lodret uenige, tilføjer Johnnie Jørgensen.

Juletræ på Husum Torv trods manges inderlige ønske ? Glem det siger man fra Lokaludvalget ..

Når man ser, hvad der ellers gives tilskud til, må man undres.

Og så kalder Lokaludvalget stedet, hvor juletræet skal placeres for “Husum Bypark”. Et stykke jord på størrelse med en fodboldbane. Det svarer jo næsten til, at beboerne i området Havdrupvej, Fuglsang Allé og Højstrupvej med god ret kan kalde deres mini plantage/legeplads for “Dyrehaven” !

Vi mener fortsat, Husum Torv bør have et juletræ, og når nu ikke Lokaludvalget er af samme opfattelse, så burde Husum Juletræs Forening måske prøve at finde nogle sponsorer, så tingene kan gennemføres ? Netavisen er klar med første bidrag !