Medlem af Kunstnerklubben2700 udstiller på Husum Bibliotek

September måneds udstiller på Husum Bibliotek, Marianne Hansen, er medlem af den lokale kunstnerklub, som har domicil i EnergiCenter Voldparken.

Marianne Hansen har tegnet og malet siden efteråret 2006, hvor hun deltog i et FOF-kursus for Klassisk tegning på Frederiksværk Gymnasium. På dette kursus stiftede hun bekendtskab med portrættegning, og det er blevet til en del tegnede portrætter af familie og venner efter foto. Efterfølgende har hun gået til maling hos diverse kunstnere i Halsnæs kommune. Disse kurser har også ført hende over akryl og oliemaling, pastelfarver og akvarel. Kort sagt arbejder hun med hele paletten.

                                      

– Mine malerier/tegninger er for det meste figurative, da det er motivet der taler til mig, fortæller Marianne Hansen. – Det giver en dejlig ro, at sidde og male/tegne, og det der sker omkring mig, træder lidt i baggrunden. I dag er jeg medlem af Kunstnerklubben2700, som har lokaler i Energi Centret Voldparken. Der er et dejligt sammenhold og her får jeg ligeledes en stor inspiration fra de andre malere. Medlemskab kan varmt anbefales, slutter september måneds udstiller.

Marianne Hansens tegninger og malerier kan ses på Husum Bibliotek fra den 2. september – 31. oktober.