Glædelig nyhed: Nu får Husum Boldklub endelig sit nye klubhus

Det har i mange år været et kæmpe ønske hos Husum Boldklub, at man kunne få et nyt og tidsvarende klubhus i Husumparken. Men i nat blev der i det nye budget for Københavns Kommune bevilliget penge til at man endelig kan få det nye klubhus. Så det er i sagens natur en ellevild formand for de blåhvide, som for anden gang kan række hænderne op mod universet af begejstring.

Nu kan Husum omsider glæde sig til et nyt og moderne klubhus i stedet for det gamle udtjente

Det var også en glad og tilfreds socialborgmester Jesper Christensen, netavisen fik i tale fredag formiddag:

  Jesper Christensen er glad på Husums vegne ..

– Jeg er rigtig glad for, at vi i det nye budget har afsat cirka 10 millioner kroner til et nyt klubhus til Husum Boldklub.  Klubben har 600 medlemmer og spiller en central rolle for rigtig mange børn og unge i Husum. Det bliver et klubhus, der understøtter fællesskabet i foreningen og den sociale indsats. Ambitionen er, at det nye klubhus skal være samlingspunkt både for foreningens medlemmer og for lokalområdet som helhed.  Jeg vil gerne takke alle, der har kæmpet med for at få det nye klubhus.