Og mere Brønshøj historie: Indlemmelsen i København
Vi fortsætter i dag de virkelige historier fra det gamle Brønshøj.
Et lille resumé fra seneste artikel:
For anden gang oplevede Brønshøj en fjendtlig besættelse. Den 17. august besatte skotske tropper Brønshøj. Nogle af beboerne stod oppe i kirketårnet og spejdede, da de så fjendtlige ryttere nærme sig. Mange i landsbyen blev grebet af panik og flygtede ud på landet. Også øvrigheden forsvandt. Det var præsten og gårdmændene, der måtte føre forhandlinger med tropperne om indkvartering og forsyninger. En af bymændene blev så ude af sig selv, at han hængte sig.
Højlænderne fandt sig hurtig til rette i byen. De indrettede magasin i kirken og brugte tårnet til observationspost. Det har været en mærkelig tid.
I “Grøndalshuset” på hjørnet af Frederikssundsvej og Brønshøjvej har der fra gammel tid været drevet beværtning. Det var et hyggeligt og til tider ret livligt mødested. Her tilbragte mange deres ledige stunder – og dengang havde man betydelig mere tid end nu. I hvert fald tog man sig den i al gemytlighed. På billedet ses nogle af datidens gæster i “Grøndalshuset”. Næsten udenfor indgangen stod vejskiltet med ordene: Til Frederiksberg.
Så begyndte bombardementet. Brønshøj lå udenfor farezonen, men beskydningen har lydt som torden, og røgen fra den brændende by har skjult dens konturer. I disse sensommernætter har himlen været belyst af flammerne fra de brændende bygninger, og brandbomberne fra de fjendtlige skibe har trykket deres lysende komethaler gennem den kvælende røg.
Men englænderne forlod igen egnen, og landsbyen har på ny kunnet ånde op. Nogle få år senere kom imidlertid statsbankerotten under Frederik den 6. Den slog hårdt og ramte over hele landet. Det blev for alvor vanskelige tider – også for beboerne i Brønshøj. Det varede en årrække, inden landet helt havde forvundet det slag, den bristede økonomi betød.
Men trods vanskelighederne var Brønshøj på vej til at blive et mondænt kvarter. Det var efterhånden ikke så få velhavende fra København, der havde skaffet sig ejendomme i Brønshøj og boede der i sommermånederne. Også kirken blev flittigt brugt ved vielser af brudepar fra København. Blandt de der i disse år blev gift i Brønshøj kirke var syngemester Edouard Dupuy, der blev viet til jomfru Louise Müller fra København. Og brudgommens forlover var skaberen af den danske ballet, balletmester Antoine Bournonville. Syngemester Dupuy faldt senere i unåde hos kongehuset på grund af sit forhold til Frederik den 7.des moder. For datiden må dette bryllup i Brønshøj kirke have været en usædvanlig celeber begivenhed.
Men ellers gik livet i landsbyen sin normale og gennemgående stille gang. Alligevel var det, som om Brønshøj i tiden op mod århundredeskiftet gled ind i en mærkbar og erhvervsmæssig udvikling, selvom de ydre rammer tilsyneladende stadig var de samme. Man begyndte nu at ane en udvikling, der i løbet af endnu en menneskealder skulle tage voldsom fart.
Brønshøj indlemmes i København
I 1894 til 98 begyndte Københavns kommune at vise betydelig interesse for visse af omegnskommunerne. Fra København begyndte man således at foretage arealkøb i Utterslev og Emdrup. Det skete rimeligvis, fordi Københavns kommune ønskede sig at sikre sig herredømmet over udviklingen på de pågældende store arealer og at blive i stand til at beherske grundpriserne. Det var disse forhandlinger, der gav stødet til, at der snart blev ført indledende forhandlinger mellem Københavns kommune og Brønshøj-Rødovre sogneråd om en eventuel indlemmelse. Egentlig ønskede København kun at få Utterslev og Emdrup indlemmet, men sognerådet hævdede, at det ville gå lettere, hvis man fra Københavns sideville tage hele Brønshøj distriktet med det samme. Det drejede sig om et areal, der svarer til en tredjedel af Københavns kommunes nuværende areal. Men egentlig bymæssig bebyggelse fandtes overhovedet ikke indenfor dette meget store område. Det var reelt bondeland. Sognerådet forstod imidlertid, at det ret hurtigt ville blive vanskeligt at opfylde de krav, en mere bymæssig bebyggelse ville medføre, og derfor var man stemt for at gå ind for indlemmelsen.
“Grøndalshuset” blev revet ned i 1930 og erstattet af den store, røde hjørneejendom, man kender i dag.
Det var borgmester Borup, der forelagde indlemmelsesforslaget for borgerrepræsentationen, men hele det store projekt, der også for Københavns vedkommende omfattede Sundbyerne og Valby var dog for vidtgående til, at det kunne gennemføres uden en lov. Den kom den 3. april 1900. I januar 1901 fandt indlemmelsen sted. Ved Brønshøj gadekær rejstes senere til minde om dagen en sten, Man lod indhugge disse ord i den: “Fælles kår ved fælles virke” ..
(Fortsættes på en senere tidspunkt)