At få seks stjerner for et show er blevet en vane for Wallmans
Man behøver ikke at møde op med håbet om et godt show, når Wallmans har sæsonpremiere i Cirkusbygningen. Succesen giver nemlig sig selv. År efter år. Ja man kan faktisk godt tage sig selv i at tænke – hvordan bærer de sig ad med hver gang at kunne fremtrylle et kanonshow med så fremragende underholdning, og hvor alt bare er i høj klasse.
Onsdag aften havde Wallmans premiere på det nye Dinnerparty – KONFETTI – og endnu engang kunne man glæde sig over et show, der bare sad lige i skabet.
Cirkusbygningen har jo undergået en større renovering og står så flot indvendigt, at man ikke kan undgå at lægge mærke til det. Og når vi nu er i gang med det, der ligger udenfor den egentlige underholdning, så lad os lige fremhæve Wallmans fantastiske køkken, som bidrog med lutter lækkerier.
Selve konceptet med de optrædende, som ind i mellem agerer tjenere er stadig en populær og holdbar tillægsgevinst, som publikum bestemt holder af. Så hvad de ting angår, er alt ved det gamle.
Men naturligvis var det er nyt show, man havde stablet på benene. En god blanding af sang, dans, god musik og almindelig entertainment, hvor man tager publikum med undervejs og lader dem komme på scenen. Det fungerer bare. Og så virker det både festligt og hyggeligt. I år var der comeback til Jasmin Gabay, som vendte tilbage til Cirkusbygningen efter 10 års fravær. Hun var en glimrende værtinde aftenen igennem.
Vi får hits fra navne som Take That, Spice Girls og Phil Collins, og så var der lavet et medley over Anne Linnets største succeser. Det gjaldt også Robbie Williams. Traditionen tro var der igen
vild akrobatik, og man blev budt på en cocktail af crazy komik, masser af følelser og magiske øjeblikke samt flere kilo konfetti, som hen ad aftenen blev distribueret over det begejstrede publikum.
Premiereaftenen kulminerede med en kanon popfinale, hvor enhver kunne synge med, og det hele sluttede med den obligatoriske fest på dansegulvet, hvor der blev svinget og svunget til den store guldmedalje.
Selvom det efterhånden er blevet en vane, så giver netavisen endnu engang seks stjerner for et fremragende show ! Tillykke Wallmans …
******
Læs mere på Wallmans hjemmeside www.wallmans.dk

