Bellahøj Kræmmermarked siger tak for denne gang og på gensyn til efteråret

Tre hektiske dage i godt vejr, (måske med undtagelse af den kraftige blæst om lørdagen), det var hvad Bellahøj Kræmmermarked fik mulighed for at boltre sig i. Og endnu engang med stor tilslutning fra mange forventningsfulde gæster. Traditionen tro havde man sørget for god underholdning, og ikke mindst søndagen stod i børnenes tegn med flere populære indslag.

           

Nu er kræmmersæsonen for alvor i gang, og rundt omkring i landet dukker der flere og flere markeder op. Her i lokalområdet kan vi glæde os til efteråret, hvor Bellahøj Kræmmermarked vender tilbage.

Netavisens redaktør var med ved bordet, da man i sin tid talte om at lave et kræmmermarked på campingplads området ved Bellahøj. Det var med “Kræmmer Leif) Petersen i spidsen, men også med deltagelse af lokalrådets daværende formand Vera Rasmussen. Man havde udpeget et panel, som skulle undersøge om mulighederne for at lave en så stor begivenhed.

Der var møder på Københavns rådhus, bl.a. med daværende borgmester Jørgen Frederiksen, som også gik aktivt ind i det lille panel.

Hvad de færreste måske troede var muligt, så lykkedes det ikke desto mindre at stable et kræmmermarked på benene, og det fik fra starten succes. Selvfølgelig kunne et katastrofevejr ødelægge en del, men man overlevede, og i weekenden afsluttede man så endnu et Bellahøj Kræmmermarked. Traditionen om et efterårsmarked holdes naturligvis i hævd – men nærmere om det til den tid !