Brønshøj blev smadret i kampens sidste kvarter i Nykøbing
Det så ellers så fornuftigt ud indtil der manglede omkring et kvarter på Nykøbing F. Stadion, da Brønshøj søndag eftermiddag mødte rækkens suveræne tophold. Stillingen var indtil da 1-1, hvilket også var resultatet efter de første 45 minutter.
Meget tydede på, at BB i hvert fald kunne få et enkelt point med hjem, men så kom det helt store sammenbrud. Nykøbing scorede ganske enkelt fire mål det sidste kvarter af kampen, så slutresultatet blev hele 5-1 til hjemmeholdet.
En chokerende udvikling på opgøret, der dermed slukkede BB’s godt nok meget små oprykningschancer definitivt. Den hedder også 3. division i næste sæson.
Et nederlag på hele fire mål bør man selvfølgelig ærgre sig over, men ser man lige bort fra cifrene, og det sidste kvarter, så var det i og for sig en ganske jævnbyrdig kamp. Vi skal altså heller ikke glemme, at Nykøbing fuldstændig suverænt har vundet trækken og allerede i sidste uge kunne fejre, at oprykningen var hjemme.
Synd for de godt halvt hundrede trofaste BB-fans, som havde taget turen sydpå.
I kommende weekend møder BB et andet så godt som sikret oprykningshold nemlig FA 2000 på Tingbjerg Ground. Her kan det da godt forventes, at tavlen fra i dag vaskes ren !!
