Brønshøj skuffede enormt i årets sidste kamp !

Det startede så skidt – og så vendte bøtten lige pludselig. BB begyndte at vinde kampe og avancerede støt og roligt til 2. pladsen i 3. division. Men i de seneste fem kampe er det kun blevet til fire point, og de sortgule har ikke scoret i fire af dem. Det har så betydet, at man er gledet længere ned ad listen og nu slutter efteråret på en 4. plads.

                                                         

Lørdagens kamp i Lyseng ved Århus endte med et yderst skuffende nederlag på 1-0, og når man ser på, at de brave supportere havde sendt en bus med forventningsfulde tilhængere den lange vej, så var det en ualmindelig trist afslutning på efteråret.

Men vi kender jo turen. Forventningerne stiger i takt med de gode resultater, og så vender bøtten lige pludselig. BB scorede hverken mod Vanløse, Nykøbing F eller Lyseng, og så kan en anelse af mismod godt dukke op. Lad os imidlertid glæde os over de gode kampe BB har spillet. Ikke mindst i pokalen mod OB. Det var den flotteste fodboldkamp de sortgule har spillet i år !

Nu er der pause indtil den 7. marts næste år, hvor BB på Tingbjerg Ground tager imod Sundby.