Brønshøj smadrede ASA på en forrygende 2. halvleg
Brønshøj gjorde sit til, at næste uges topkamp i Vanløse bliver ekstra spændende og interessant. Det skete blandt andet ved en kæmpesejr på hele 5-1 over ASA fra Århus efter 1-1 ved pausen.
foto: Hans Kurt Frederiksen
Så er der scoret og stor jubel hos BB*erne
Kampen på Tingbjerg Ground var underholdende, og ikke mindst de mange mål satte sit præg. Og man skal da ikke glemme, at bolden to gange i første halvleg var i jydernes mål, men blev annulleret.
Så 1-1 ved pausen – men så fulgte de sidste sprudlende 45 minutter, hvor BB hamrede en sikker og solid sejr hjem. Århusianerne vil sent glemme besøget i Brønshøj.
Essam Salamoun gav BB en fin start til 1-0, men før pausen fik gæsterne udlignet til 1-1.
Efter pausen scorede først Pierre Larsen til 2-1, så fulgte to mål af Morten Olsen til 4-1, og så sluttede Tobias Friis festen af til 5-1.
BB’erne marcherer mod 2. division med det spil, de viser for øjeblikket
Den sejr bringer Brønshøj op på andenpladsen efter Holbæk, og mon ikke det bliver de to bedste bud på en oprykning til 2. division ? Vanløse mistede sin tredjeplads ved 1-1 i Hørsholm, så nu er der som nævnt lagt op til det helt store lokalbrag næste lørdag, når BB gæster Vanløse Idrætspark.

