BT har virkelig skrevet om bandeproblemerne i Brønshøj
De seneste uger har Brønshøj været ekstra meget i landets medier, men ikke så meget på grund af vores jubilerende fodboldklub desværre, næ der har i den grad været fokus på de bandeproblemer, som er i bydelen.
Det er tilsyneladende her i Bellahøjhusene, de urolige elementer holder til
Og her må vi tage hatten af for BT, som decideret har sat en journalist og en fotograf på at finde ud af, hvor skoen trykker. Netavisen mødte dem i sidste uge i bydelen, og de havde travlt. Man har ligesom netavisen skrevet om pølsevognen på Brønshøj Torv, men er gået endnu videre og har haft samtaler med flere butiksindehavere, biblioteket og folk i og omkring Bellahøj. Det er jo tilsyneladende der, problemerne kommer fra. Forleden kunne man så fortælle om chikanerier mod håndboldklubben Freja, som havde svært ved at gennemføre træningen i Bellahøjhallen på normal vis, fordi flere unge bandemedlemmer generede spillere og trænere med ubehagelige tilråb.
Det er dybt sørgeligt, at vores ellers så dejlige bydel skal plages af den slags uromagere. Når man tænker tilbage, så var Brønshøj engang et af de mest idylliske kvarterer i Københavns Kommune. Men sådan er det ikke mere. Vi tvivler på, at man indenfor kommunen formår at finde en løsning på det her. Havde man haft det, ville man nok have reageret hurtigt og effektivt. Men det er ikke sket endnu. Til gengæld må vi med en vis tilfredsstillelse konstatere, at vi ser flere politibiler i området i dag end normalt.
Trist læsning – og det værste er, at tingene tilsyneladende fortsætter.