De lokale fodboldklubber glæder sig til at komme i gang

                                 

Det ser ud til, at fodbolden snart kan rulle igen for vore lokale klubber. I skrivende stund mangler KBU/DBU stadig at give en klar melding om opstart for Husum og Fix, mens Brønshøj ser ud til at kunne åbne det meget forsinkede forår med lokalopgøret mod AB på Tingbjerg Ground. Det vil i så fald være første turneringskamp i år, BB spiller på sin hjemmebane. Men først mandag gives der definitivt besked.

Netavisen har taget en lille rundtur til de tre klubbers trænere for at høre, om de er sultne og klar til at komme i gang. Desværre har vi ikke kunne fange Michael Madsen, men hans kommentar vil komme på, så snart vi har hørt fra ham. Så vi lægger ud med Kristian Dines fra Husum og Sune Blom fra Fix, som nok er dem, der kommer senest i gang, fordi KBU/DBU har været ualmindeligt langsomme og vævende med at komme med en klar afgørelse i modsætning til de andre unioner herhjemme. Man lover den dog til kommende uge.

Cheftræner Kristian Dines, Husum Boldklub:

Altså sultne er vi under alle omstændigheder, selvom vi hænger en lille smule efter at have ligget stille i så lang tid. I spillernes træning under Coronakrisen bruges jo andre muskelgrupper, og det har spillerne mærket, når vi har trænet normalt de seneste gange. Men det er blevet bedre, og så skal vi ikke glemme, at det jo er lige for alle hold. Kommer vi i gang, ser det ud til at vi skal møde et andet tophold Skjold på hjemmebanen i Husumparken, og den kan godt gå hen og blive meget afgørende. Men jeg spekulerer meget på antallet af kampe, der ligger og venter. Spillerne har jo tilrettelagt ferie, og det kan give problemer.

Cheftræner Sune Blom, Boldklubben Fix:

Vi er så klar, som man nu kan være under disse betingelser, men jeg er ikke i tvivl om, at vi får brug for hele truppen. Min største bekymring er faktisk for efteråret. Der ligger et utal af kampe, og friweekender bliver der ikke mange af. Nu ved vi jo ikke med sikkerhed, om vi kommer i gang, men sker det, vil den 20. juni være datoen, og her lægger vi ud mod topholdet Vigerslev på udebane. Vi kan imidlertid ikke tillade os at klage, for alle klubber i vores række er i samme situation. Så vi kan bare håbe, det kommer til at glide så smertefrit som muligt. Vores energi fejler i hvert fald ikke noget.