Det er bestemt ikke kedeligt at følge den lokale sport !

– Jeg har aldrig været i et område, hvor der sker så meget indenfor den lokale sport som her, siger “Sportens Ejendomsmægler” Kasper Agerbo Bech, RealMæglerne i Brønshøj. – Og man er følelsesmæssigt oppe det ene øjeblik og nede det andet. Men jeg trives med det – og forsøger at holde mig så opdateret som muligt hele tiden. 

Tidligere i år kunne vi jo juble over IF Stadions fantastiske oprykning med 22 kampe og 44 point. Ikke et eneste point tabte holdet i 3. division, og heldigvis havde jeg selv mulighed for at overvære en del af hjemmekampene i ECV-hallen.

På omtrent samme tidspunkt håndbolden sluttede, begyndte fodbolden, hvor Brønshøj jo havde gjort det meget imponerende i comeback sæsonen i 3. division. Man gik automatisk og håbede på en oprykning dér også. Imidlertid har det jo været et meget skuffende forår, og oprykningschancerne er efterhånden kun matematiske. Men alt kan som bekendt ske i fodbold, og får BB hul på bylden lørdag og vinder resten af kampene, så ved man aldrig. Helt ærligt – og kald mig bare skør – men jeg tror sgu stadig på det.

                                                

Husum og Fix er også sjove at følge, for det ene øjeblik har de gyldne perioder med flotte sejre, og det andet går de helt i stå. Jeg har fortrinsvis holdt øje med, hvor langt der har været til bunden og nedrykning, og glædeligvis har jeg ikke behøvet at få nerver på. Begge klubber ligger lunt i svinget i henholdsvis Københavnsserien og Serie 2 – så der er vel kun at rette forhåbningerne hen mod næste sæson, slutter Kasper Agerbo Bech.