Det kører ikke for Husum - tabte 0-2 til Kastrup og er næstsidst

Lige som man troede, at Husum havde fået hul på bylden i sidste weekend, hvor de blåhvide bankede FA2000 med hele 5-2, så blev lørdagens kamp på Amager et antiklimaks. Hjemmeholdet Kastrup vandt en sikker sejr på 2-0, og nederlaget efterlader Husum i bunden af Københavnsserien med bare 8 point for 10 kampe. De seks er tabt, to er endt uafgjort og så er det blot blevet til to sejre.

Det er i det hele taget ikke let for Husum lige nu. Man står overfor at skulle have ny cheftræner for førsteholdet, og det virker som om, modet og optimismen mere eller mindre har forladt spillerne. De næste to kampe spilles begge hjemme, og der lægges ud på fredag kl. 18.30 i Husumparken mod Vigerslev BK. Det er et hold, som ligger i midten af rækken, så det kan såmænd blive svært nok. Men mon ikke man kan mobilisere så meget kampgejst trods alt, at der måske ligger to vigtige point og venter. Vi så det jo mod FA2000 !