Endelig !
Efter fem kampe i den nye sæson lykkedes det endelig for Brønshøj at hente den første sejr hjem. Det skete på Tingbjerg Ground, hvor de sortgule besejrede FA 2000 med 2-1 efter 2-0 ved pausen. Det lå ligesom i luften, at denne lørdag den 30. august – lige før efteråret begynder – skulle være det længe ventede vendepunkt for Brønshøj.
Og glædeligvis holdt det stik. Der har de seneste kampe været fremgang at spore, og da det i sidste weekend blev til holdets første point med uafgjort i Nykøbing F – så skulle det være denne lørdag. Godt nok fik vi ikke ligefrem bevis på, at BB har genvundet målfarligheden eftersom de to mål var henholdsvis på straffespark og et selvmål. Men pyt – det blev til en sejr, og dejligt at se BB bevæge sig væk fra den triste sidsteplads i rækken.
På lørdag er der et virkeligt klassisk lokalopgør i Valby Idrætspark, når Brønshøj kommer på besøg for at møde Frem, som også vælter sig rundt i skuffelser. Den kamp fløjtes i gang kl. 14.00.
