Fix kom dårligt fra start trods god indsats
Fix startede allerede sæsonen søndag eftermiddag i Valby mod et af rækkens stærkeste hold ESPM, og trods en glimrende indsats, tabte de rødhvide med 2-1 efter 1-1 ved pausen.
Det startede ellers godt, og Fix bragte sig i spidsen ved Andreas Ohmann, men hjemmeholdet fik udlignet lige før halvlegen var forbi. Efter pausen fortsatte Fix med et dejligt optimistisk spil, men ESPM fik alligevel scoret til 2-1 på sit andet dødboldsmål. Desværre holdt det kampen ud. Synd for Brønshøj mandskabet, som havde fortjent bedre.
Næste turneringskamp er også på udebane – det er torsdag den 22. august i Ryparken, hvor Fix møder FC Nordhavn. Men inden da spiller de rødhvide træningskamp mod de evige lokale rivaler Husum. Det foregår tirsdag kl. 18.15 i Husumparken.
For øvrigt holder Fix 100 års reception fredag den 20. september, hvor der vil være forskellige indslag, og bl.a. spiller damesenior turneringskamp. Resten af weekenden er der fokus på ungdommen med en masse stævner og andet, der markerer fødselsdagen.