Forandringsplan for Husum Nord på vej
Er i øjeblikket til politisk behandling på Rådhuset
En omfangsrig plan for at forandre dele af Husum behandles nu i Økonomiudvalget og skal senere endelig vedtages i Borgerrepræsentationen. Forandringsplanen peger på projekter, som kan bidrage til at løfte Husum Nord fra et udsat byområde til en attraktiv bydel. Forandringsplanen indeholder både finansierede og ikke-finansierede projekter. Med godkendelsen af forandringsplanen vil Borgerrepræsentationen godkende retningen for udviklingen af Husum Nord.
De enkelte projekter i forandringsplanen vil blive forelagt til separat politisk behandling og godkendelse.
En forandringsplan er en strategisk handleplan, som peger på en række projekter, der tilsammen kan flytte et udsat byområde i en positiv retning. Forandringsplanen viser, hvordan mulige investeringer fra Københavns Kommune og områdets boligorganisationer kan supplere og understøtte hinanden. Forandringsplanen har indtænkt igangværende og kommende tiltag i området bl.a. fysiske helhedsplaner og Bystævneparken. Forslaget til forandringsplan for Husum Nord peger på 23 nye og igangsatte projekter.
Projekterne kan kategoriseres i fire temaer:
Boliger: Det omfatter fysiske helhedsplaner (større støttede renoveringsprojekter) for almene boliger og opgradering af deres udearealer samt udvikling af nye boliger i Bystævneparken.
Forbindelser: Det omfatter omdannelse af veje samt bedre adgang og stiforbindelser på langs og på tværs af området.
Byrum og byliv: Det omfatter omdannelse af Frederikssundsvej og Voldparken Torv med henblik på at skabe bedre byrum og et mere aktivt byliv.
Mødesteder og funktioner: Det omfatter understøttelse af eksisterende og nye funktioners mulighed for at samle og skabe fællesskaber på tværs af beboere i området.
Områdefornyelsen Husum Nord dækker et område i den nordlige del af Brønshøj og Husum mellem Vestvolden i nord, Husumparken i syd, Mørkhøjvej i Vest og Åkandevej i øst.
Analyse af Husum Nord
Københavns Kommune har fået Gehl Arkitekter til at udarbejde en bystrategisk analyse af Husum Nord. Analysen viser, at det spontane hverdagsbyliv mangler, at områdets grønne kvaliteter og byrum ikke udnyttes til fulde, og at Husum Nord fremstår som et lukket område. Området mangler byrum, som kan være samlingssted og skabe spontane møder, hvor folk færdes til daglig, og mangler bedre adgang og forbindelse til de grønne områder, som derfor på trods af deres store kvalitet ikke anvendes til fulde. Tryghedsundersøgelsen 2025 og en tryghedskortlægning af Husum Nord viser samtidig, at der er udfordringer med trygheden i området.
Mens Forandringsplanen primært omhandler boligområderne Husumgård, Kobbelvænget og Voldparken og en strækning af Frederikssundsvej, arbejder den igangsatte Områdefornyelsen Husum Nord med et område, der dækker den nordlige del af Brønshøj og Husum mellem Vestvolden i nord, Husumparken i syd, Mørkhøjvej i Vest og Åkandevej i øst samt Husum Station.
Den samlede Forandringsplan og projektbeskrivelserne kan ses på nettet under dagsorden for økonomiudvalget (11. august).
EF
