Fortjent sejr til BB i lokalopgøret mod Vanløse
Skulle der findes en vinder i fredag aftens kamp på Tingbjerg Ground mellem arvefjenderne Brønshøj og Vanløse, så var det fuldt fortjent, at hjemmeholdet kunne sætte tre vigtige point ind på kontoen.
foto: Hans Kurt Frederiksen
Det var langt fra det mest velspillede opgør, men et herligt publikum satte alligevel en super stemning på i hele kampen med BB’s sædvanlige suveræne Hvepse support som de styrende. Men Vanløse havde dog også formået at tage pænt med tilhængere på lægterne, så alt i alt var det en ganske festlig forestilling.
I alt var der omkring små 1250 tilskuere, og på en fredag aften med et hav af kulturnatsarrangementer, må det siges at være okay. Nu kan man se frem til, at de to arvefjender allerede den 1. november mødes igen – denne gang i Vanløse Idrætspark.
Det stod 1-0 til BB ved pausen. Victor Faaborg Christensen havde taget hul på scoringen efter godt 20 minutter. Efter pausen øgede de sortgule til 2-0 efter 52 minutter ved Anders Bergholt, og så regnede man nogenlunde med, at den var hjemme. Men Vanløse reducerede kort efter til 2-1, og det bragte spændingen tilbage. Efter en lille times spil øgede BB imidlertid til 3-1 igen ved Victor Faaborg Christensen efter klumpspil fra et hjørnespark. Et kvarters tid før sidste fløjt fik Vanløse reduceret endnu engang, men det blev altså ikke til mere. 3-2 til Brønshøj som fortsætter den kanon flotte stime, holdet er inde i. Afstanden til toppen bliver mindre og mindre !
Næste opgave er lørdag den 18. oktober kl. 14.00 ude mod Næsby. Den bliver svær, men vi skal ikke glemme, at BB tilføjede fynboerne sæsonens første nederlag på Tingbjerg Ground for nogle uger siden.
Så hvorfor ikke gøre det igen ?!!
