Genopretning i Tingbjerg til en nutidig standard
37,1 mio. kr. til genopretning af fire veje
Vejstrækningerne Gavlhusvej, Terrasserne, Ruten og Langhusvej, er planlagt til vejgenopretning, og HOFOR skal ligeledes etablere nyt kloaksystem i Tingbjerg og udfører i den forbindelse gravearbejde på vejstrækningerne. Ved at HOFOR’s anlægsarbejde samtænkes og udføres samtidig med et vejgenopretningsprojekt, skal opnås en opgradering af det fysiske udtryk til nutidig standard, og samtidig sikre en reduktion af gener for borgere og erhvervsliv.
Gavlhusvej
HOFOR skal udføre ledningsarbejder i kørebanen og afholder udgiften for reetableringen. Forvaltningen afholder udgifterne til genopretning af parkeringsarealet på nordsiden af vejen og til genopretning og opgradering af fortovsarealerne på begge sider af vejen. Vejstrækningen vil herved være helhedsgenoprettet.
Terrasserne
HOFOR skal udføre ledningsarbejder i kørebanen og afholder udgiften for reetableringen af denne del. Forvaltningen afholder udgifterne til genopretning og opgradering af de offentlige fortovsarealer på vejens vestlige side. Parkeringsarealerne på vejens østlige side medtages ikke, da indretningen af disse arealer forventes at skulle ændres i forbindelse med udvidelse af Tingbjerg Kollegiet.
Langhusvej
HOFOR er i gang med at udføre ledningsarbejder i kørebanen og afholder udgiften til reetablering af denne del inkl. parkeringsarealerne og fortovet på vejenes østlige side langs med bygningerne, og forvaltningen leverer nye fortovsfliser til HOFOR. Sideheller, overkørsler og busperronen på vejens østlige side berøres ikke af HOFOR’s arbejder. Forvaltningen afholder udgifterne til genopretning og opgradering af disse arealer, så alle arealer på det offentlige vejareal bliver genoprettet. Fortovsarealerne på vejens vestlige side ligger på privat grundareal og medtages derfor ikke.
Ruten
HOFOR skal udføre ledningsarbejder i kørebanen og afholder udgiften for reetableringen af denne del. Forvaltningen afholder udgifterne til genopretning af cykelstierne og til genopretning og opgradering af de offentlige fortovsarealer på sydsiden af vejen og på nordsiden mellem Åkandevej og Tårnhusstræde, samt udgifterne til genopretning af busperroner og sideheller. De resterende fortovsarealer på vejens nordside ligger på privat grundareal og medtages derfor ikke.
Det samlede projekt forventes ibrugtaget i 2029. Pris 37,1 mio. kr.
EF
