Endelig sker der noget ! Husum Dyreklinik rykker ind i Skotsman Jensens lokaler på Husum Torv
Endelig sker der noget på det tidligere så livlige hjørne på Husum Torv, hvor Skotsman Jensens isenkram forretning pyntede i generationer. Siden 2018 har den store, hvide bygning haft en spøgelses underetage uden nogen form for aktivitet. Det har stået til salg i alle årene, men der skete intet. Adskillige ejendomsmæglere har været inde over – uden held.
Sådan ser hjørnet ud foreløbig. Man nu ved man i hvert fald, at der sker noget inde bag de bræddebeklædte vinduer. Hvis ellers Københavns Kommune kan behandle diverse ansøgninger og byggetilladelser på en rimelig anstændig måde tidsmæssigt. Husum Dyreklinik håber alt står klar til efteråret.
Men nu er stedets fremtid klar – i hele underetagen rykker Husum Dyreklinik ind, og det kommer jo nok bag på mange, at det skulle gå sådan. Dog ikke for folkene bag klinikken, som har ligget i Husum i 30 år, og som de har stået for de seneste 8-9 år. Det er ægteparret Rikke og Martin Nyemann Grejsen. De har begge drømt om at flytte deres klinik 80 meter over på den anden side af Frederikssundsvej, men det har taget sin tid, før tanken kunne blive en realitet. Så lige nu arbejdes ihærdigt på at rydde alt ud fra underetagen. El installationer og meget mere. Alt skal stå helt klar til dyrene kommer på besøg. Og så bliver der tilmed lavet speciel indgang for hunde og katte. Intet er overladt til tilfældighederne.
Sådan så hjørnet ud, da der senest var aktivitet. Imerco rykkede ind efter Skotsman Jensen og lå der nogle år. Som man ser, pyntede det i gadebilledet. Men det skal nok blive pænt og livligt igen, når Husum Dyreklinik rykker over.
Flere vil nok spekulere på parkeringsmuligheder, men det har klinikægteparret tænkt på. I gården bliver en gammel garage revet ned, og der bliver lavet parkeringspladser – i hvert fald til 10 biler. Endvidere arbejder man to endnu 2-3 pladser. Der kommer vinduer på hele bagsiden, så der kommer lys ind.
Og så lige en vigtig ting. Indtil flytningen sker, fungerer Husum Dyreklinik som hidtil.
Jo da – der foregik sjove ting på hjørnet af Frederikssundsvej og Islevhusvej. Her er det et skotsk sækkepibeorkester, der poserer foran Skottens butik.
Hvis en person virkelig var kendt i bydelen, var det Skotsman Jensen, og han var aldrig bleg for at lave lidt sjov i gaden. Her drejer det sig om at skænke en kampbold til en af de lokale kampe – og Skotten ses med netavisens redaktør. Ak ja disse minder ! Det var ikke kedeligt …



