Husum tabte i et sandt målorgie på Bornholm

Ja sejrene har ikke just hængt på træerne i det lokale fodboldliv i weekenden. Husums KS-hold sluttede sæsonen af med at tabe 4-3 i Nexø til NB Bornholm, men beholder da trods alt sin placering som nummer 4 med 26 kampe – 44 point og en målscore på 66-54.

Opgøret på solskinsøen var ellers ikke kedeligt. Husum havde medbragt et entusiastisk publikum, og de fik mulighed for at juble tre gange i den målrige kamp, som hjemmeholdet altså vandt 4-3.

NB Bornholm kom foran 1-0, men Tobias Svendsen udlignede. Før pausen havde bornholmerne øget til 3-1, hvilket blev resultatet efter de første 45 minutter. Jeppe Orbe reducerede i anden halvleg til 3-2, men glæden varede ikke længe, så øgede hjemmeholdet til 4-2, før Magnus Andresen pyntede på resultatet til 4-3 kort før tid.

Hermed er sæsonen slut for Husum, som trods alt slutter på en okay 4. plads i Københavnsserien.