"Ik' bare madder" - er ikke bare en joke men fuld alvor !
Først hed det Rejekælling & Søn – men blev efterhånden ændret til Ik’ bare Madder, og som sådan har man nu stor succes på Frederikssundsvej 217 i Brønshøj. Det er ganske enkelt en butik, der ikke leverer bare madder – men det flotteste og mest lækre smørrebrød ikke kun i bydelen men måske i hele København.
Netavisen stiftede første gang bekendtskab med Ik’ bare madder ved håndboldklubben Stadions store sponsor arrangement i sidste måned, hvor man havde leveret al maden, som var smørrebrød i højeste klasse. Og her traf vi Patrick Wendin, som står bag den specielle butik. Det gør han sammen med sin bedre halvdel Maria, og på et par år har de banket smørrebrødsbutikken op, endda selvom prisen for et enkelt stykke er godt oppe på listen.
– Her lå jo en almindelig smørrebrødsforretning før, og mange arbejdsmænd var vant til at komme og hente deres madpakker til en overkommelig pris. Det stoppede pludselig, men efterhånden er man begyndt at vende tilbage, for godt nok er vores priser for et enkelt stykke smørrebrød dyre, men man behøver så til gengæld højst 2-3 stykker før man er total mæt, griner Patrick, mens han viser os det store udvalg i lækkerier.
Patrick med noget af alt det lækre, butikken på Frederikssundsvej 217 kan levere.
– Vi har før haft en fiskebutik i syv år, og der lærte vi for alvor alt om vigtigheden af at kunne levere de rigtige råvarer. Arbejdstiden var bare ubarmhjertig – og derfor fik vi lyst til at prøve noget andet. Det blev så det her, hvor vi går over alle grænser. Fordi vores madder er meget mere end bare smørrebrød. Vi går all-in på smagen og kræser om hver eneste detalje. Alt topping og tilbehør er nøje udvalgt og enten friskhakket, hjemmesyltet, marineret, tørret, stegt, bagt – eller hvad vi nu kan finde på – for at løfte smagen til et helt nyt niveau, slutter Patrick. Vi kan for øvrigt tilføje, at Ik’ bare madder er sponsor i IF Stadion.
Vil man vide mere om Ik’ bare madder – så tryk her – Ik’ Bare Madder – Take-away der twister traditionerne

