Indlæg: Letbanen er ikke vedtaget
Af Laura Rosenvinge, Borgerrepræsentant, Socialdemokratiet opstillet i Brønshøj-Husum
– Her i valgkampen møder jeg mange borgere, som spørger ind til letbanen, fordi de tror, den er blevet vedtaget. Derfor vil jeg gerne gøre det helt og aldeles klart, at letbanen langs Frederikssundsvej ikke er vedtaget endnu. Og det bliver den heller ikke med min gode vilje,
Tvivlen er opstået, fordi regeringen før sommeren indgik en aftale om investeringer i den kollektive trafik, hvor en letbane på Frederikssundsvej blev nævnt, hvilket flere politikere glædede sig over – bl.a. Enhedslistens finansordfører Rune Lund, der beskrev letbanen som “meget vigtig” for partiet.
– Med den slags skråsikre meldinger, så kan jeg godt forstå, at folk opfatter letbanen som vedtaget. Men det står tydeligt i regeringens aftale, at en endelig beslutning skal træffes på baggrund af yderligere undersøgelser og efter dialog med lokale parter, lyder det fra Laura Rosenvinge.
Og blandt de lokale borgere i Brønshøj-Husum lader der til at være stor modstand. Der har været organiseret underskriftindsamlinger mod letbanen, og på Københavns Rådhus er et flertal imod letbanen. Heriblandt også Socialdemokratiet:
– Vi vil ikke spises af med en letbane, som ødelægger byrummet og butikslivet langs Frederikssundsvej. Derfor har vi afsat penge i næste års budget til at undersøge busalternativer til letbanen. På den måde kan vi opgradere den kollektive trafik i vores bydel på den korte bane, mens vi arbejder videre på at få metro til Brønshøj-Husum.