Juletræet på Brønshøj Torv tændes fredag den 28. november ..

Det ligger også helt fast, at juletræet på Brønshøj Torv tændes fredag den 28. november. Programmet er stort set det samme, som det plejer at være. Fra folkene bag årets tænding har vi modtaget følgende omkring den traditionsrige begivenhed..

Hvert år i december samles vi på Brønshøj torv for at tænde juletræet, synge julen ind, og byde julen velkommen. Det er en hyggelig og hjertelig fest, der bringer fællesskabet sammen og spreder julestemning i
hele nabolaget.
Folkene bag – Ny samling af frivillige
De, der tidligere har stået for juletraditionen, har i år ikke haft mulighed for at gennemføre det. Derfor har vi – en ny gruppe af frivillige, ildsjæle, forældre, FDF og kirken – samlet vores kræfter, kompetencer og passion for at sikre, at julestemningen fortsætter i år. Vi er i gang med at få en mere fast og solid organisering på plads, så det ikke længere afhænger af enkeltpersoner.
Program for Juletændingen den 28. november
Klokken 17 er der velkomsttale med Brønshøj kirkes Peter Nejsum. Derefter synger Brønshøj Pigekor, og der er fællessang. Klokken ca. 17.40 kommer Julemanden, og vi tænder sammenjuletræet. I forhold til slik til børnene, vil vi i år gøre det lidt anderledes, så der uddeles uden kaos og fra flere nissepiger fordelt ligeligt rundt på pladsen.
Vi glæder os til et magisk arrangement.