Kom og oplev historien om bydelens berømte forfatter Bjarne Reuter

Torsdag den 19. september kl. 19.00 kan man komme og opleve historien om bydelens berømte forfatter, der voksede op på Kabbelejevej, gik på Brønshøj Skole og legede i Utterslev Mose.
Der vises klip fra hans film ‘Busters Verden’, ‘Zappa’ og ‘Tro, håb og kærlighed’ og man vil finde frem til de steder, hvor de er optaget i lokalområdet.

 

 

Oplægsholder er Helge Baun Sørensen, som er næstformand for Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev. Han er desuden radiovært på DR, musikspeaker, sanger og cand. mag i musik og dansk. Helge Baun er selv vokset op i Brønshøj og er forfatteren bag Brønshøjbogen og Husumbogen.
Det hele foregår foregår i arrangementssalen Plenum i BRØK – Brønshøj Kulturhus.
Der er ingen tilmelding, man kan bare møde op. Alle er velkomne.
Arrangeret af Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev

 

Lidt om Busters verden

Busters verden-serien er nok den allermest kendte og elskede af Bjarne Reuters børnebogsserier, og har man ikke læst bogen, har man sikkert set den populære filmatisering fra 1984. Filmen fra ’84 er ikonisk, og trods årene på bagen holder den stadig et tårnhøjt format. I 2021 kunne man endda se en spritny indspilning af historien om Buster i filmen – ja: ‘BUSTER’.

Serien handler om drengen Buster Oregon Mortensen, der bor med sin fordrukne, men velmenende far, sin mor, der ryger som en skorsten, og sin lillesøster, Ingeborg, der halter på benet, i Brønshøj. Buster bliver drillet af de andre børn i skolen, og han klarer sig skidt i timerne, hvor selv lærerne udsætter ham for mobning. Desuden er der knallertbøllen Lars, som venter med løstsiddende knytnæveslag uden for skolens murer, så snart det ringer ud. Heldigvis har Buster et forsvarsmiddel, der klarer al modgang: sin fantasi. Fuld af livskraft og med en ukuelig optimisme drømmer og tryller Buster sig igennem hverdagen.

Bjarne Reuter fortæller med en hel særlig sans for at blande alvorlige temaer med eminent situationskomik, og man skal være ualmindeligt hård om hjertet, for ikke at falde pladask for den charmerende Buster og hans komiske narrestreger.