Lis Søkvist hædret for 80 år i Det Konservative Folkeparti
Partiets formand Mona Juul hædrer vores lokale Lis Søkvist i anledning af hendes flotte 80 års jubilæum som medlem af Det Konservative Folkeparti.
Nu har du været medlem af Det Konservative Folkeparti i 80 år.
Det er lidt af en bedrift.
For mig er du indbegrebet af integritet, venlighed og ordentlighed. Altid så opbakkende og hensynsfuld.
Du sætter en meget høj standard. En standard vi andre kun kan prøve at leve op til.
Generelt skal man nok være en anelse forsigtig med at fortælle en 98-årig kvinde, hvad hun bør gøre. Det gælder i hvert fald dig. For selv om du for nogle år siden fik en robotplæneklipper til baghaven, insisterer du stadig på selv at slå græsset foran huset.
Jeg synes egentlig, det fortæller ret meget om dig. Hvis noget skal gøres, så tager man fat. Og man holder ved.
Det har du gjort hele dit liv, helt fra begyndelsen.
Allerede under besættelsen meldte du dig til Lottekorpset. Efter krigen arbejdede du i Padborglejren, hvor du var med til at tage imod og drage omsorg for forældreløse børn fra et sønderbombet Europa. Og som bare 20-årig blev du korpschef i Unge Kvinders Beredskab.
Det kunne sådan set godt have været nok til ét liv. Men så kom de næste 78 år.
Du har været aktiv i skolen, i kirken, i lokalrådet, i Kræftens Bekæmpelse, i musiklivet, i handelslivet og i grundejerforeningen. Og gennem mere end 60 år har du haft tillidsposter i Det Konservative Folkeparti. I mere end 25 af dem som formand for den lokale vælgerforening i Brønshøj-Husum.
Det er virkelig en imponerende liste. Men det mest imponerende er måske ikke alle posterne. Det er den tanke, der ligger bag dem alle sammen.
At et samfund ikke bare er noget, de andre sørger for. Men at det er noget, vi sørger for sammen med hinanden.
Tak for mere end 80 år i vores parti. Tak for alt det, du har gjort for dit lokalområde. Og tak, Lis, fordi du stadig minder os andre om, at et samfund bliver stærkere, når nogen beslutter sig for selv at tage fat.
Tak. Og tillykke med det flotte jubilæum.
