Ny moderne bro mellem Husum og Tingbjerg er tirsdag officielt indviet

Den ”gamle” bro mellem Husum og Tingbjerg er åben igen. Det har den godt nok været en uges tid, men tirsdag eftermiddag blev den så officielt indviet. Det skete ved et lille hyggeligt, (men koldt) arrangement, hvor der både var taler, varm kaffe, te og chokolade samt pølser.

Lokaludvalgets formand Christoffer Rosenkrands holdt den første tale og lagde ikke skjul på sin egen begejstring over de materialer, den nye bro var bygget i. Men han lagde også stor vægt på betydningen af at have broer til at binde bydelene sammen, når man som i 2700 har flere bydele – Brønshøj – Husum – Bellahøj og Tingbjerg.

Hvor der før var en nedslidt bro, står der nu en ny og moderne inspireret af den oprindelige militærbro fra 1889.

Det var Teknik-og Miljøforvaltningen, Entreprenør Christiansen og Essenbæk, Byudviklingsteam Tingbjerg og Byudviklingsteamet i Husum Nord der stod for indvielses arrangementet.
Det var en kold omgang tirsdag eftermiddag, men det hjalp, at der var muligheder for at få varmen i form af drikke og spise.
Hos Christiansen og Essenbæk har man mange års erfaring med brorenovering – hvad enten det er de historiske broer i indre by, motorvejsbroer for Vejdirektoratet eller jernbanebroer for Banedanmark.
Firmaets mange års erfaring med brorenovering har blandt andet betydet, at man har stået for renoveringen af nogle af Danmarks mest historiske og ikoniske broer.

Netavisen fik en lang snak med David Johnsen, der er projektleder hos Christiansen & Essenbæk, som har været hoved entreprenør for Københavns Kommune på dette projekt. Sammen med sin formand, Ejner Christensen, og firmaets underentreprenører har man opført den nye bro, der nu står færdig og officielt blev indviet i dag.

                                                     

                                                            Sådan ser der nye bro ud

– Projektet har været utroligt spændende, fortæller David Johnsen. – Vi har jo arbejdet med en bro, der har været en del af et historisk forsvarsværk, og nu skulle vækkes til live igen. Det har så på vejen givet en del udfordringer, som har betydet, at projektet har taget længere tid end først planlagt. Men samarbejdet med bygherre har været fantastisk, og det har resulteret i et flot resultat, både hvad angår udseende og kvalitet. Vi er derfor glade for endelig at kunne returnere broen til de tålmodige beboere.

Har man mere lyst til at læse om den gamle bro fra 1889 – og opbygningen af den nye, så hold øje med netavisen en af de nærmeste dage. Det er en meget interessant og spændende historie.