ønskeliste

Ønskeliste til Budget 2026 for Københavns Kommune

 

 

På listen er blandt andet socialrådgivere hos lægen, kunstgræsbaner, plan for Husum Torv og trolde

 

 

Lokaludvalget for Brønshøj-Husum har formuleret og fremsendt sine ønsker til Borgerrepræsentationens forhandlinger om Københavns Budget for 2026.

 

Lokaludvalg har ikke valgt at fremføre sine ønsker i prioriteret rækkefølge, men fra ønskelisten kan nævnes et ønske om, at der fortsat vil kunne være socialrådgivere hos lægerne i Tingbjerg, da Lokaludvalget skønner, at der fortsat er stort behov for, at borgerne kan få hjælp, råd og vejledning via socialrådgiverne

 

Endvidere ønskes genetablering af kunstgræsbaner i Tingbjerg Idrætspark samt en kunstgræsbane ved anlægget på Gadelandet. Etableringen af Multihallen i Tingbjerg forventes at betyde, at en eller flere af de eksisterende kunstgræsbaner i Tingbjerg Idrætspark nedlægges. Kunstgræsbanerne bruges af alle bydelens boldklubber.

 

 

Helhedsplan for området omkring Husum Torv m.m.

 

Det ønskes også, at der med Budget 2026 afsættes midler til at udarbejde en helhedsplan for området omkring Husum Torv, herunder Husum Station.

 

Lokaludvalget ønsker også udvidelse af buspladser ved Husum Station for at skabe direkte forbindelse til Tingbjerg samt at flytte visse bussers endestation fra Husum Torv til Husum Station. Flytning af bussernes endestation til Husum Station blev for en del år siden vedtaget på Rådhuset, men måtte opgives, da man fandt ud af, at busserne var for lange!

 

Samtidig ønskes det, at Husum Torv og krydsningen ved Vestvolden udvikles til en attraktiv port til København samt et kulturcentrum, eventuelt ved at flytte kommunale faciliteter.

 

Lokaludvalget ønsker, at der med Budget2026 afsættes midler til at flytte Husum Bibliotek til en mere central og lettilgængelig placering i Husum, så det i højere grad kan komme borgere i Husum, børn og unge på Nørre G, Korsager – og Husum Skole de nærliggende institutioner og det nye byudviklingsområde Bystævneparken til gavn.

 

Thomas Dambo trolde og naturlegeplads
Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker, at der afsættes midler til projektering – eller både projektering og delvis finansiering – af de store Thomas Dambo-trolde, der kan ses mange andre steder i landet.

 

Politikerne på Rådhuset har tidligere henvist ønsket om etablering af tre “Mosetrolde” til forhandlingerne om Budget 2026. Det foreslås nu, at der arbejdes med enten en projektering (0,15 mio. kr.) eller delvis finansiering af tre trolde (1,4 mio. kr.).

 

Endelig er der ønske om midler til anlæg af naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken. Dette ønske har været fremført gennem adskillige år – uden at realiseringen er kommet nærmere.