Sønderborg sommer revy show
Netavisen har været til premiere på Sønderborg Revyen, og det var en både hyggelig og behagelig oplevelse. Vi har været der før – for en hel del år siden, da det var Leif Maibom, der stod for løjerne.
Her er revyens skuespillerhold –
Men lad os slå fast med det samme, det var en lidt anderledes revy, vi kom til at overvære. Hele det sammensatte hold af skuespillere var dygtige og fungerede godt på scenen. Og vi blev budt på lidt af hvert. Heldigvis mest godt. Der er jo ingen tvivl om, at Thomas Ejes navn på plakaten er et godt trækplaster, bare synd at vi så ham lige lovlig lidt i forestillingen. Hans entre var fremragende – spillende på en saxofon – og en yderst lovende optakt. Men udover sporadiske forholdsvis korte indslag, fik vi ham faktisk kun helt i hans glansrolle som Donald Trump, og den kørte han suverænt hjem fra talerstolen.
Men de øvrige skuespillere var knagende dygtige hver for sig – og de kunne alle sammen synge fremragende. Og så skal vi endnu engang lette på hatten for Ole Kibsgaard, som er kapelmester i revyen. Den mand er altså fremragende, så musikken sad i skabet og var en nydelse.
Vi kan godt blive enige om, at revyen som helhed var god og underholdende. Men skal vi komme med lidt kritik, så er det på en del af teksterne, som ikke lige sad i skabet. Og så havde man lavet en fodboldafdeling “Troligans”, som havde været mere passende, hvis Danmark var med til det kommende VM. Okay man fik blandet lidt hånbold med i sangen, men det virkede som et temmelig forsinket indslag.
Jeff Schejerlund var helt ustyrlig i “Jack Jukebox”
Johanne Milland, Ane Høgsberg og Rikke Buch Bendtsen stod for det kvindelige islæt og de gjorde det glimrende, mens Jesper Lundgaard, Thomas Eje og Jeff Schjerlund var på mandeholdet – og også gjorde det overbevisende.
Alt i alt en god aften i fantastiske omgivelser. Sønderborg Teater er som skabt til at tage imod underholdning, og omgivelserne findes ikke meget smukkere.
Sidste år fik revyen nyt ungt blod i form af Jeff Ace Schjerlund og Kim Ace Schjerlund og med lidt mere revyerfaring kan det kun være det bedste bevis på, at Sønderborg Revyen fortsat vil leve i bedste velgående.
Vi giver revyen **** (fire stjerner ud af seks) – men med et stort på gensyn. Vi kommer meget gerne igen !
PS: Det var en revypremiere med Brønshøj-Husum islæt. For Pejsegårdens indehavere Nikolai og Ronnie Handskemager var blandt de mange gæster, og naturligvis skulle den fremmødte trio foreviges.



