BB siger farvel til Hummel og goddag til Puma !

På BB’s hjemmeside kan man læse, at BB fra efteråret skal spille i nye trøjer fra Puma – i modsætning til Hummel, som har været leverandør til klubben gennem 30 år. 

– Vi har fået en god aftale med Puma, fortæller sportschef Thomas Ibsen. – Skiftet af trøjer gælder både den sort- og gulstribede hvepsetrøje samt en flot udebanetrøje.

Spillerne fra Brønshøj har i godt tre årtier spillet i trøjer fra Hummel, men fra efteråret bliver det altså i stedet for i sort-gule Puma-trøjer.

Ny udetrøje        udebane                    hjemmebane  

– Vi kunne ikke blive enige om vilkårene for en ny aftale for fortsat samarbejde. Til gengæld kom Puma på banen med et flot udkast til en aftale, og så valgte vi at slå til efter gode samtaler med Pumas mand, Steen, fortsætter Thomas Ibsen.

– Vi har ellers haft et langt og godt samarbejde med Hummel med en kort afstikker til Adidas. Hummel har på alle parametre været et plus for klubben, men nu er det altså slut, fastslår han. – Vi glæder os til samarbejdet med Puma. Aftalen gælder for de næste fire år – minimum, og den venter vi os meget af i klubben, siger Thomas Ibsen.

Forlængelse med træner Michael Winter

En anden god nyhed fra hvepseboet er, at man har forlænget aftalen med cheftræner Michael Winter med endnu et år. Det sker ikke mindst i lyset af, at divisionsholdet er inde i en rivende udvikling, og den ønsker man at fortsætte.