Brønshøj og Vanløse spillede 0-0 i træningslokalderbyet

Der var dømt lokalderby i lørdagens træningskamp i Tingbjerg mellem Brønshøj-Vanløse, og de to klubber fik en hel del ud af et ganske glimrende opgør. For BB’s vedkommende var det positivt, at man igen havde styr på forsvaret efter 0-5 afklapsningen mod HIK for en uge siden. Men i offensiven kniber det gevaldigt for de sortgule, så der er en hel del, der skal styr på inden premieren i næste måned. Skulle kampen have haft en vinder, ville det ikke have været ufortjent, hvis Vanløse havde fået sejren. Gæsterne havde de fleste chancer og fik tilmed annulleret et mål til sidst, som ikke mange forstod noget af. Men alt i alt en god træningskamp. Nu går der et par uger, før der igen er træningsbold i Tingbjerg. Det sker lørdag den 15. februar kl. 12.00, hvor Frem kommer på besøg.