Brønshøj vandt lokalderbyet over Vanløse 2-1 på straffe kort før tid

Knapt 900 tilskuere så det traditionsrige lokalderby mellem Brønshøj-Vanløse på Tingbjerg Ground lørdag eftermiddag. Og de fik en god gang smæk for skillingen i en meget intens kamp, hvor begge mandskaber skiftevis havde deres gode perioder.

Hjemmeholdet kom foran efter 34 minutter, da et hovedstød fra Mads Rønne ramte overliggeren, hvorefter Oscar Buch sendte riposten i nettet til 1-0 under stor jubel. Det blev også resultatet efter de første 45 minutter.

Brønshøj har scoret og forståelig stor jubel

Efter pausen fortsatte de samme tendenser med chancer til begge sider. Det gav resultat for Vanløse efter præcis en times spil, da Oskar Høybye med et velplaceret skud fik bragt balance i regnskabet. 1-1 så ud til at holde kampen ud. Dog havde Vanløse en mega chance foran BB’s mål, som blev sparket over, og bare tre minutter før ordinær spilletid fik BB tilkendt et straffespark, som Mads Rønne omsatte sikkert i mål til 2-1.

Efter kampen måtte hjemmeholdets spillere lige forbi de entusiastiske og livlige supportere

Så lokalbraget blev altså vundet af BB med 2-1, og det bragte igen de sortgule op i haserne på Middelfart i toppen af rækken, da fynboerne kun fik 1-1 ude mod Skovshoved.

Ønsker man flere detaljer fra kampen, kan der cirka kl. 18.30 linkes til BB’s hjemmeside http://www.bronshojboldklub.dk/