Fix spillede uafgjort mod Østerbro i Pilesvinget

Det er fortsat kun lykkedes for Fix at vinde en enkelt sejr i denne sæson. Heller ikke i lørdagens kamp mod Østerbro i Pilesvinget fik hjemmeholdet for alvor hul på bylden. Resultatet blev uafgjort 2-2. Men kigger man på de rødhvides placering i rækken som fjerde sidst, så viser målscoren, at holdet ikke på noget tidspunkt er blevet spillet ud af banen. Den siger 11-13, mens de underliggende mandskaber har et langt værre målregnskab. Fix har også kun tabt tre ud af de første otte kampe.

På lørdag venter en sværere opgave, når Fix på udebane møder Rødovre. Det sker kl. 13 på Rødovre Stadion.