Husum kørte Hvidovre fuldstændig over og vandt 6-2 !

Der er alt mulig grund til jubel i Husum for øjeblikket. Efter sidste sæsons glippede oprykning til Danmarksserien, fortsætter de blåhvide med det gode spil. Fredag aften blev det til endnu en sejr i Københavnsserien – denne gang 6-2 over Hvidovre. Det var samtidig en hævn for den dumme uafgjorte kamp i slutningen af sidste sæson, som kostede oprykningen.

Mikkel Howalt bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 9 minutter og bare 10 minutter senere gjorde Mikkel Føge det til 2-0. Men det blev ikke ved det. Husum kom også på 3-0 efter 33 minutter ved Jeppe Skov Orbe, inden det lykkedes for Hvidovre at reducere før pausen til 3-1. Indenfor de første 6 minutter af 2. halvleg øgede Husum til først 4-1 ved Mikkel Howalt og kort tid efter blev det 5-1 ved Mikkel Bo Eriksen.

Efter en time reducerede Hvidovre til 5-2, men 12 minutter før tid slog David Skovborg Mortensen sejren fast til 6-2, hvilket blev kampens resultat.

Fantastisk Husum – ganske enkelt. Efter skuffelsen i sidste sæson har de blåhvide fået en forrygende start på 2019/2020 sæsonen og fører nu Københavnsserien med 12 point for 4 kampe.

Næste opgave er på onsdag den 4. september – også i Husumparken – hvor PI Fodbold kommer på besøg. Her fløjtes der op kl. 18.30 !

Super, super Husumekspressen kører for fuld fart mod Danmarksserien …