Husum vandt på Bornholm og fik en forrygende start

Husum fik den bedste start på foråret som muligt, da de blåhvide på Bornholm bankede Rønne med 2-0 efter 0-0 ved pausen. Kampen blev afviklet på en elendig bane, men det var jo ens for begge mandskaber, så uanset udfaldet, kunne det ikke være nogen undskyldning for et evt. pointtab. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Husum satte tingene på plads efter pausen på to mål af Mikkel Bo Eriksen, så der var stor jubel og glæde hos de medrejsende tilhængere. 2-0 ude over Rønne var et fint resultat – og dermed har Husum indledt marchen mod Danmarksserien. Godt nok vandt de to andre konkurrenter til duksepladsen også. KFUM vandt fredag 1-0 ude over Prespa, mens Tårnby hjemme besejrede B.1903/2 med hele 5-0.

Fredag kl. 18.30 får Husum besøg af Prespa i Husumparken – og parolen er ganske enkel – den kamp skal vindes, hvis de blåhvide fortsat skal være et bud på Danmarksserien efter sommerferien.