Hårdt presset Kent Nielsen: Hvepsene vil altid fylde i mit hjerte

Er der en mand der har det svært for tiden, er det Silkeborgs cheftræner Kent Nielsen. Den tidligere Brønshøj-kæmpe må konstatere, at hans start som træner for den jyske klub ikke ligefrem har været en dans på roser. Ni kampe og bare tre point og fortsat uden sejr. Den situation ville give mange trænere store nerver, men sådan er det ikke med Kent.

Kent Nielsen – det er svært lige nu, men vi skal nok klare den, – jeg tror selvfølgelig på det. (Foto: Silkeborg IF)

Netavisen har haft en snak med den altid sympatiske træner, og her fortæller han, at de mange år i gamet har gjort, at han til fulde kender betingelserne. – Jeg sover stadig godt om natten og kan blot håbe på, at bøtten vender. Silkeborg er for god en klub til at ligge og rode i bunden af Superligaen, siger han.

Kent Nielsen lavede allerede aftale med Silkeborg sidste år, men grundet en forestående operation i anklen, blev parterne enige om, at han først skulle tiltræde ved efterårets start.

Men aktuelle problemer eller ej, så vil Brønshøj altid have en fastforankret plads i hans hjerte. – Jeg følger selvfølgelig BB i tykt og tyndt, og jeg er hele tiden opdateret på resultater og placeringen i 2. division. Da det lykkedes at komme med i oprykningspillet i foråret til 1. division, jublede jeg virkelig inderst inde. Og jeg blev da også trist over, at det ikke lykkedes at komme videre. Jeg tager, så vidt det er muligt ud og ser Brønshøjs kampe, hvis de spiller i nærheden. Godt nok kender jeg ikke spillerne, men der er altid et par af lederne, jeg kan få en snak med.

       

Fra en Brønshøj-kamp på “det gamle stadion i Tingbjerg” før der kom tribune og lysanlæg. Kent er nr. 2 fra højre.

Kent Nielsen har haft en fantastisk karriere. Den nu 58-årige træner debuterede på Brønshøjs divisionshold tilbage i 1980. Det førte til hans første fodboldkontrakt, da han skrev med sin barndomsklub samme år for øvrigt ved en seance med formanden for prof.afdelingen John Bengtsson og netavisens redaktør, som dengang var manager i BB. Sammen med Leif Sørensen udgjorde Kent Nielsen et af landets stærkeste makkerpar i midterforsvaret i flere år. I et interview blev Kent engang spurgt om, hvilken spiller han så mest op til og som havde betydet mest for ham i hans karriere. Man forventede nok store navne som Beckenbauer eller Koeman som svar, men spontant lød det fra ham – Leif Sørensen ! – Og det mener jeg stadig, siger Kent Nielsen. – Det var meget vigtigt for mig som ung at spille sammen med Leif, for jeg kunne ligesom læne mig op af ham og tage ved lære.

Hvad ikke mange ved eller tænker over er, at Kent i 1986 blev udtaget til VM-holdet i Mexico, og at det faktisk var netavisens redaktør, som telefonisk overbragte ham den glædelige nyhed under det pressemøde, Sepp Piontek holdt i forbindelse med udtagelsen af de sidste spillere. Det var jo fantastisk at få en Brønshøj spiller med til det første VM nogensinde for Danmarks vedkommende.

Inden da havde Kent haft sin debut på A-landsholdet den 5. oktober 1983 mod Polen efter at have spillet 11 U-21 kampe for Danmark.

Kent Nielsen og netavisens redaktør i en yngre udgave på det berømte Maracana Stadion i Brazilien i 1988 

Efter VM i Mexico skrev Kent kontrakt med Brøndby, og også dér fejrede han store triumfer årene efter, dengang holdet fra vestegnen var hele Danmarks hold.

Før han forlod Brønshøj, arrangerede Medborgerhuset Pilegården for øvrigt et talkshow med ham og undertegnede, og her fik han sagt pænt farvel til sin barndomsklub.

Højdepunktet i karrieren kom uden tvivl i 1992, da Danmark vandt Europamesterskabet, og hvor Kent spillede en meget central rolle på det succesfulde danske hold.

I flere år har Kent Nielsen boet i Skanderborg. Også da han var træner i AaB og OB, men det blev klaret med hotellejligheder i Aalborg og Odense. – Så i dag er det meget mere behageligt for mig, siger Kent Nielsen. – Nu kan jeg køre til og fra træning og se mere til familien. Det er jeg meget glad for. Nu skal vi bare have Silkeborg op på rette spor igen. Det er svært, men jeg tror på det, slutter Kent.

FAKTABOKS FOR KENT NIELSEN

Klubber: Brønshøj – Brøndby – Aston Villa og AGF.

Landskampe: 54

Trænergerning: Grenå IF – AGF – Horsens – Brøndby – AaB – OB og Silkeborg. Vandt “the double” med AaB i 2014 og er to gange blevet “Årets træner” i Superligaen.

Og så skal det også med, at Kent Nielsen naturligvis er kommet på Brønshøjs Wall Of Fame i klubhuset i Tingbjerg og hænger dér sammen med klubbens andre koryfæer, bl.a. Per Røntved og Benny Lohse.

Flemming Antony / 18. september