Så er Brønshøj for alvor på rette vej 2-0 over Hillerød !

Det var en ekstra vigtig kamp for Brønshøj lørdag eftermiddag mod Hillerød, for ville sejren over Vanløse i onsdags blot være en enlig svale ? Spillerne gav selv et overbevisende svar på det spørgsmål, idet de vandt en sikker og fortjent sejr på 2-0 over topholdet. 

Derfor er vi sikre på, at der nu ligger mange flere sejre og point og venter. Som vi har skrevet før, så er det altså en god trup, Thomas Ibsen og kompagni har fået sat sammen. Eneste problem har blot været, at spillerne skulle lære hinanden bedre at kende. Det kommer fra kamp til kamp. Nu kan vi efter de fem første matcher konstatere, at de sortgule fortsat er ubesejrede i 2. division.

Kampen mod topholdet Hillerød som virkelig har imponeret i turneringsstarten blev ikke så tæt, som man måske kunne have forventet. Nordsjællænderne led et første knæk onsdag aften mod Helsingør, og det bar holdet præg af. Det fandenivoldske var væk.

Kevin Bechmann Timm bragte BB foran efter 38 minutter og således sluttede første halvleg 1-0 til hjemmeholdet. Efter pausen øgede Gustav Therkildsen efter 58 minutter til 2-0, hvilket blev kampens endelige resultat.

Næste opgave for BB er på lørdag kl. 15.00 på Tingbjerg Ground mod B.93, som har fået en katastrofal dårlig start på turneringen.