Stadion vandt igen - og så kommer GOG på besøg i pokalen !

To dejlige nyheder fra vore lokale håndboldhelte IF Stadion. Lørdagens kamp mod Ydun blev vundet med knebne 25-24 i ECV-hallen efter en lidt mærkelig kamp, hvor hjemmeholdet førte med 4-5 mål og ikke så ud til at komme i vanskeligheder.

Det kører for Stadion spillerne, som sprudler af selvtillid og kampgejst. (Foto: Thomas Løser)

Men gæsterne strammede sig op – ikke mindst målmanden – og så begyndte det at sejle lidt. Indtil få sekunder før tid var stillingen 24-24, så scorede Stadion det forløsende sejrsmål til slutresultatet 25-24. Nogen samler på frimærker – men for tiden samler Stadion spillerne på sejre. Det er blevet til en lang række på stribe – og man kan virkelig fryde sig over en flot afslutning på den sæson, som nærmer sig sidste kamp.

Men en anden spændende nyhed er, at Stadion har trukket GOG fra landets bedste række i pokalturneringen. En kamp som er lagt til den 11. april i ECV-hallen. Det er anden gang de to mandskaber skal mødes i pokalturneringen i ECV-hallen. Første gang vandt fynboerne stort, og der var tydeligt klasseforskel. Det behøver der ikke at være denne gang. Især ikke hvis Stadion kan fortsætte den imponerende stime, holdet er inde i for tiden. Vi skal nok vende tilbage til det interessante opgør, når vi nærmer os.

På torsdag skal Stadion på en lang tur til Sydhavsøerne, som hører til i Rødby. En sejr i den kamp vil gøre især hjemturen meget mere hyggelig for spillerne.