Stadion lægger ud i 2026 mod Ajax 2 tirsdag aften den 13. januar i ECV-hallen

Der er kommet en lille hilsen fra IF Stadion, som vi hermed bringer videre:

Først og fremmest tak for den store opbakning i første halvsæson. Endnu en gang er det lykkedes at samle mange mennesker i hallen til hyggelige stunder med god stemning, god mad og god håndbold – og det er i høj grad jeres fortjeneste.

 Halvsæsonen bød på både op- og nedture, men vil nok især blive husket for kampene mod Rødovre. Det første opgør udviklede sig som bekendt til et større juridisk slagsmål bag skrivebordene. Heldigvis fik vi medhold hele vejen – både i disciplinærinstansen og i appelinstansen – og retten til en omkamp.

 Omkampen blev spillet i sidste runde og blev præcis så intens og nervepirrende, som man kunne frygte (og håbe). Der var masser af fight og intensitet, og heldigvis trak vi det længste strå. Sejren sikrede os en flot 4. plads i rækken. En særlig tak til Sparekassen Kronjylland, der lynhurtigt fik stablet et flot og hyggeligt arrangement på benene til denne kamp samt til Ik Bare Madder, der med 1 dags varsel fik lavet og leveret lækre sandwich, som vi kunne spise til arrangementet.

 Det betyder, at drengene nu er videre til kvalifikationsspillet i 2. division og dermed i en ny pulje med fire nye modstandere. Blandt andet venter et gensyn med Ajax, som vi havde oprykningsduellen med sidste år, samt Næstved Håndbold, som IF Stadion gennem årene har haft mange intense opgør med.