Stadion tabte til det ny oprykkede 1. divisionshold Roskilde

IF Stadion – Roskilde Håndbold

23 – 31 (10 – 16)
Torsdag aften skulle IF Stadion forsøge at følge op på de seneste flotte præstationer mod Otterup HK og FIF i en kamp mod netop ny oprykkede Roskilde Håndbold, som har overtaget pladsen i 1. Division, efter SUS Nyborg har trukket sig.
Stadion kom fint fra land, og efter 13 minutter stod der 6-6. Herefter gik det dog skævt for hjemmeholdet, som i forsvaret haltede gevaldigt efter de hurtige Roskilde-spillere, mens det kneb med at få boldene i nettet i den anden ende, hvor Stadion ellers spillede sig til fine chancer.
Ved pausefløjt viste stillingen 10 – 16 til Roskilde Håndbold.
I anden halvleg begyndte Stadion skidt. Mange tekniske fejl i angrebsspillet, mens forsvaret ligeledes haltede efter, og muligheden for sejr sivede stille og roligt ud. Heller ikke 10 okay minutter til sidst i kampen kunne forhindre et fortjent 8 måls nederlag.
Stadion kan dog trøste sig med, at man allerede lørdag får lov til at tage revanche. Her drager Jonas Jensens mandskab mod Nordfyn, hvor Otterup Hallerne lægger halgulv til et opgør mod Faaborg ØH. Det stopper dog ikke der, for søndag står den ligeledes på træningskamp, hvor Stadion tørner sammen med Give HK. En spændende weekend, hvor de gule fra Brønshøj møder 2 mandskaber, der begge er blandt topfavoritterne i 2. Division, pulje 2.
Truppen til torsdagens kamp:
Henrik Schlichter, Mathias Petersen, Rasmus Bjørn, Simon Lindved, Rúni Vest Højgaard, Kasper Møller, Casper Eghøj, Johan Noe, Casper Wager, Magnus Djurhuus, Jakob Stork og Nikolai Keller.