Stadion vandt en ny sejr efter en kæmpe mandfolkeindsats
På forhånd havde man stor respekt og bange anelser før opgøret i ECV-hallen mod Team Sydhavsøerne 2, ikke mindst fordi man var forberedt på, at gæsterne ville komme forstærket, da klubbens førstehold holdt pause. Og det skete som frygtet, men med en kæmpe mandfolkeindsats fra alle Stadion spillerne lykkedes det at vinde 30-25 efter 15-12 ved pausen.
Der blev givet og taget af et godt ord, og det kostede blandt andet hjemmeholdet hele otte udvisninger. Men sejrsviljen udeblev ikke. Hver mand på holdet ydede en kæmpe indsats, og sejren var fuldt ud fortjent.
Nu har Stadion efter comebacket til 2. division vundet tre ud af fem kampe og står med seks flotte point. – Ja jeg er fuldt ud tilfreds, siger en glad træner Brian Spangsberg til netavisen. – Den stilling havde jeg gerne købt før vi startede. Men næste opgave bliver til gengæld sværere, for nu er turneringen vendt på hovedet, og det betyder, at vi skal møde de samme klubber en gang til. Og det er så igen Team Sydhavsøerne 2 på udebane, og igen forstærket med førsteholdsspillere, da klubbens bedste hold igen står over.
