Tilflytteren tabte sit hjerte til Brønshøj - og i dag runder han 50 år !

     

Han kom, så og sejrede kan man vel godt sige om Christian Juncker, som i dag runder et skarpt hjørne – et halvt århundrede ! Det har været en fornøjelse at mærke hans indgående interesse ikke bare for selve bydelen, men også for Brønshøj Boldklub og flere lokale aktiviteter.

I den udstrækning han har tid og mulighed for det, er han på Tingbjerg ground og se de sortgule spille. Han har også bidraget med en sang til klubbens 100 års jubilæum – sponsoreret af supporterne.

Hans succes på de skrå brædder er uomtvistelig. Man skal bare se på hans turnéliste, så er man overbevist. Juncker – som jo bærer fornavnet Christian – har lanceret sin helt egen stil, hvilket blandt andet har bragt ham med som deltager ved det danske Melodi Grand Prix og givet ham flere guld og sølvplader.

Han er netop hjemkommet fra en turné i Grønland og kan fejre sin fødselsdag i sit kære Brønshøj.

Fra netavisen skal lyde et KÆMPE TILLYKKE med dagen !

Billedet er fra da netavisen kårede BB’s Thomas Ipsen som årets idrætsprofil, og hvor Juncker udover at overrække prisen også gav smagsprøver på sit store repertoire.