Toiletter renoveres på Husum Skole

Dårlige toiletter skal være fortid på Københavns folkeskoler. Børne- og Ungdomsudvalget i København har netop besluttet, hvilke 17 skoler der får del i de midler fra budget 2026, som skal sikre bedre toiletforhold i perioden 2026-29 – og en af skolerne er Husum Skole.

Foto Københavns Kommune:  Dårlige toiletforhold på københavnske skoler påvirker elevernes trivsel, koncentration og sundhed – derfor skal standarden på byens toiletter nu forbedres. 
– Byens skoletoiletter skal simpelthen bare være i orden. København fungerer ikke i hverdagen, hvis børn ikke kan komme på toilettet. Vi skal stå på tæer for byens børn og sikre dem de bedst mulige opvækstvilkår. Trivslen er på vej op blandt de københavnske elever, men det halter på toiletfronten. Der er allerede fundet de første 50 mio. kr., og nu kommer der 80 mio. kr. mere til skoletoiletter. Første skridt bliver at få renoveret de eksisterende toiletter. I næste omgang skal vi sikre midler til at bygge flere toiletter dér, hvor der stadig mangler, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
Med beslutningen følger udvalget forvaltningens anbefaling om at prioritere renovering af eksisterende toiletter frem for at bygge nye. Dermed kan flest mulige elever få glæde af midlerne inden for den nuværende økonomiske ramme.
EF